A-kasser for studerende

Som studerende har du nogle fordelagtige muligheder for at være medlem af en a-kasse. De fleste a-kasser tilbyder nemlig gratis studiemedlemskab så længe du opfylder en rækker krav. Samtidig behøver du ikke opfylde indkomst- eller beskæftigelseskravet for at være dagpengeberettiget efter endt uddannelse. Læs mere om alle vilkårene i denne guide.

Gratis studiemedlemskab for personer under 30 år

Du kan blive fritaget for at betale kontingent til a-kassen, hvis du som studerende opfylder en række krav. For det første skal du være under 30 år gammel. Alle personer over 30 er ifølge loven forpligtet til at betale kontingent til deres a-kasse. Er du over 30 kan du spare penge på en anden måde, læs længere nede.

Udover din alder, skal din uddannelse være erhvervsrettet og nomineret til minimum 180 ECTS point. Det svarer til at din uddannelse er minimum 18 måneder lang. Derudover må du også maksimalt tjene 222.740 kroner om året og det er inklusiv din SU. Tjener du over det kan du ikke være gratis studiemedlem. Modtager du anden offentlig forsørgelse end SU ,kan du ligeledes heller ikke være gratis medlem.

Meld dig ind senest et år inden sidste eksamen og undgå karensperiode

Der er en væsentligt forskel som du skal huske på når du melder dig ind i en a-kasse som studerende. Hvis du melder dig ind senest 12 måneder inden din sidste eksamen, så slipper du for den obligatoriske karensperiode, som er en måned for dimittender.

Det vil sige at hvis du melder dig ind senest et år inden din sidste eksamen, så kan du modtage dimittenddagpenge fra dag ét du bliver færdiguddannet. Melder du dig ind senere end det, så kan du først modtage dimittenddagpenge 30 dage efter du er blevet færdiguddannet.

Du kan principielt nå at melde dig ind helt op til 14 dage efter du har modtaget din sidste eksamenskarakter, men det er også aller sidste chance. Har du ikke tilmeldt dig når de 14 dage er gået, så mister du retten til dimittenddagpenge, og du skal derefter optjene retten til dagpenge på lige fod med alle andre lønmodtagere.

Dimittendsatser for nyuddannede 2018

Som nyuddannet kan du modtage det der hedder dimittendsats. Din sats afhænger af om du er deltids- eller fuldtidsforsikret, samt om du er forsørger. De fire satser er som følger:

Fuldtidsforsikret forsøger = 15.279 kroner

Fuldtidsforsikret ej forsørger = 13.323 kroner

Deltidsforsikret forsørger = 10.186 kroner

Deltidsforsikret ej forsørger = 8.882 kroner

Alle priser er per måned og før skat.

A-kasse for studerende over 30 år

Du kan ikke være gratis medlem af en a-kasse hvis du er over 30 år. Du kan dog gøre det, at du tilmelder dig som deltidsforsikret mens du studerer. På den måde kan du spare penge på dit månedlige kontingent, samtidig med at du har du samme rettigheder som dine medstuderende under 30. Der er nemlig ingen forskel på dine rettigheder som nyuddannet dimittend, du skal blot huske at ændre dit medlemskab til fuldtidsforsikret når du er færdig med at studere.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *